John Gade
Erfaring Cyklistforbundet og organisationer
Har været medlem af Cyklistforbundet i mere end 40 år sammenlagt. De sidste 6-7 år som bestyrelsesmedlem i Brøndby-Hvidovre afdeling og de sidste 2 som medlem af Hovedbestyrelsen. Gennem 4-5 år bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtig Trafik, for tiden kasserer. Har været primus motor i nogle af deres mere aktivistiske events. Som student var jeg i flere år i Studenterbogladens bestyrelse, heraf 1 år som formand.
Erhvervserfaring
Uddannet læge, speciallæge i mave-tarmkirurgi. Efter 37 år pensioneret, arbejder stadig et par gange om måneden som afløser i en privat klinik. Jeg har arbejdet på mange sygehuse over hele landet, Jylland, Sjælland og Storkbh., og da jeg for det meste har cyklet til arbejde, kender jeg også cykelforholdene mange steder i landet.
Fokusområder og bidrag til Cyklistforbundet
Fremkommelighed, incitamenter, cyklen som omdrejningspunkt i transporten og som middel til integration og kvindefrigørelse.
På den store klinge har jeg været initiativtager til ad hoc gruppe om cykelmedtagning i tog i udlandet, og vores rapport ligger nu på hjemmesiden. I forbindelse med DSB’s udbud af nye, førerløse S-tog har jeg derfor taget initiativ til et møde med S-togsledelsen og foreslået vertikal anbringelse af cykler med henblik på at øge kapaciteten markant. Arbejder i øjeblikket på en protomodel til elektrisk optræk generelt i kollektiv trafik (tog, busser, letbane).
Har foreslået, at Supercykelstierne bliver ægte ’super’ ved at der udvikles billige, standardiserede løsninger med tunneler og broer i lyskryds og kryds af større veje.
Jeg var den første til at foreslå, at der gives befordringsfradrag for de første 24 km, hvis man cykler og for at det skal kunne kontrolleres, og historisk henvendte jeg mig til Steen Gade, SF, med ideen, som blev stillet som lovforslag i Folketinget i 2008, men nedstemt.
Har de seneste 6 år været forfatter til en lang række transportpolitiske kronikker, hvoraf de fleste med cykling i centrum. Én af de nyere omhandlede et forslag med at lave 2-3 højklassede cykelbroer over Limfjorden og betale cyklister 40 kr. pr tur i myldretiden, og dermed undgå Egholmforbindelsen. Eller som minimum lave et forsøg med de eksisterende cykelbroer for at se, om incitamenter ville have effekt på trængslen i Limfjordstunnelen.
Endelig har jeg i et politisk parti været én af hovedkræfterne bag et kommende cykelpolitisk udspil, som i min egen optik er det mest omfattende, der er set i dansk politik. Det vil snart blive offentliggjort.
På den lille klinge er jeg frivillig i Brøndby Strand boligsociale projekt, hvor vi lærer indvandrerkvinder at cykle og er også frivillig i deres cykelværksted efter princippet hjælp til selvhjælp.
Hvor skal Cyklistforbundet hen?
Jeg vil gerne gøre mit for at Cyklistforbundet bliver en endnu vægtigere stemme i debatten, herunder især den transportpolitiske, men også talerør for, at svage eller sårbare grupper gennem cykling kan få mere indhold i livet. Cyklistforbundet bør have en central placering i debatten mindst på linje med FDM. Endelig vil jeg gerne arbejde for et mere aktivistisk Cyklistforbund. Måske kan de store cykeldemonstrationer fra 80’erne ikke genoplives, men det var en dejlig tid og mindre kan også gøre det.
Som læge ser jeg også gerne sammenhængen mellem cykling og sundhed fremmet yderligere, selvom den i høj grad er på dagsordenen allerede.
Jeg genopstiller hermed til Hovedbestyrelsen.