Jens Peter Hansen


Erfaring fra Cyklistforbundet og andet organisationsarbejde

Jeg har været landsformand siden 2020, medlem af HB siden 2014 og formand for Randers afdelingen siden 2012. Jeg var i bestyrelsen for European Cyclist Federation (ECF) 2017-2019 og har siden 2023 været i bestyrelsen for Dansk Cykelturisme.

I mit CF arbejde trækker jeg på erfaringer fra bestyrelsesarbejde i Friluftsrådet kreds Østjylland (2018 - ), Norlys Vækstpulje Nord (2023 - ), formand for vindmøllelaug (1987-2002) og bestyrelsesarbejde i LAG Randers-Favrskov (2011 – 2022). Som byrådsmedlem (pt. løsgænger) har jeg siden 2001 fokuseret især på aktiv mobilitet, vedvarende energi og landdistrikter.

Uddannelses- og erhvervserfaring

Uddannet landmand, jordbrugsøkonom fra Landbohøjskolen, 15 år som jordbrugsforsker på Foulum, 16 år som digital specialkonsulent hos SEGES og to år med energi- og klimapolitik, kommunikation og interessevaretagelse for Danmarks Vindmølleforening. Har siden 2019 været selvstændig med virksomheden Jensen Petersen & Hansen, hvor det primære forretningsområde nu er TrailView (Google Street View).

Mine fokusområder og hvilke opgaver kan jeg bidrage med som bestyrelsesmedlem

  1. En synlig og fakta funderet landsformand, der med energi, engagement og autenticitet taler cyklingens sag i alle sammenhænge.
  2. Vi skal i mål med tiltag, der koster nada og alene kræver politisk vilje så som 1,5 m lov, 30 km/t i byerne, skattefri bonus til cykelpendlere og - som i Sverige - cyklisters frie ret til at vælge mellem cykelsti og kørebane.
  3. Skabelse af et økonomisk råderum, så sekretariatet i væsentlig større omfang kan støtter det lokale arbejde.

Derudover vil jeg fortsat arbejde for:

  • Cykling som en i enhver henseende ligeværdig transportform.
  • At få flere til at cykle mere. Dette kræver tryghed, sikkerhed, fremkommelighed, ligeværdighed og kulturforandring, og vil resultere i øget folkesundhed, mindsket trængsel og positive miljøeffekter.
  • Forandringsskabende kommunikation: Vi skal fortælle om glæden ved at cykle, og vi skal informere om cyklingens personlige og samfundsmæssige fordele.

Jeg bidrager især med

  • Løbende PR for cykelsagen i relevante fora, på sociale medier, i trykte medier og på TV.
  • En dyb forståelse for kommunalpolitik og muligheder for at påvirke politikere og forvaltning.
  • Ajourført overblik over forskningsbaseret viden om de mange positive effekter ved cykling.
  • Personlige erfaringer som mobilist, hverdagscykling, tur- og motions cykling.
  • Viden om brug af digitale teknologier til kommunikation og vidensdeling.
  • Erfaringer med fundraising, projektudvikling og internationalt samarbejde.
  • Relevant netværk indenfor politik, organisationer og medieverdenen.

Hvor ser jeg Cyklistforbundets udvikling om fem år og på længere sigt

I 2029 er Cyklistforbundet kendt som den førende aktør for bæredygtig mobilitet og som en oplagt samarbejdspartner for beslutningstagere på både nationalt og lokalt niveau. At vi nåede denne position, kan især tilskrives, at elcykler og speedpedelecs i 2029 er blevet normalen. I 2029 er opfattelsen af cykling som samfundets schweizerkniv bredt forankret, hvorfor cykling har bredt sig fra Transportministeriet, og nu også ligger i værktøjskassen i Sundhedsministeriet, Klimaministeriet, Miljøministeriet og ministeriet for byer og landdistrikter.

Organisatorisk er der i 2029 et velfungerende samarbejde mellem stærke lokale afdelinger og sekretariat, så Cyklistforbundets gennemslagskraft på det nationale niveau også overføres til det kommunale niveau.

Læs også

Om os

Kandidater til hovedbestyrelsen 2024

Hovedbestyrelsen er Cyklistforbundets øverste myndighed, der bliver valgt på det årlige landsmøde i oktober. Se de opstillede kandidater her.

Se kandidaterne her

Om os

Hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på landsmødet. Mød hovedbestyrelsen og læs referater fra hovedbestyrelsens møder.

Se bestyrelsen

Om os

Arbejdet i hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på de årlige landsmøder. Se hvad arbejdet i hovedbestyrelsen indebærer.

Arbejdet i hovedbestyrelsen